Tivadar Szentpetery
Ungarn var midt i 50´erne en fodboldens stormagt med legendariske Ferenc Puskas i spidsen. Resultatmæssigt pulveriserede de landshold, de kom i nærheden af. Derfor lå det ligesom i kortene, at det var Ungarn, der ville løbe med titlen som Verdensmester i 1954. Det blev dog Vesttyskland, der snød alt og alle, da de slog de “uovervindelige” ungarske spillere i finalen, der blev spillet i Schweiz. De 62.000 tilskuere blev vidne til en målrig finale med 5 mål, fordelt med 3 til vesttyskerne og 2 til Ungarn.
2 år efter – 1956 – gik det helt galt, da det tidligere Sovjetunionen slog en Ungarsk opstand ned, hvorunder omkring 2000 blev dræbt. På grund af dette mislykkede oprør, flygtede 200.000 ud i Europa. Ca. 1000 kom til Danmark. Bl.a. Vejles træner, 43 årige Tivadar Szentpetery. Han afløste Frits Gotfredsen, og blev VB-træner i 1961. Han havde forinden ankomsten til Vejle trænet Aalborg Chang og norske Brann Bergen.
1961 var det år, jeg som 17 årig, fik min debut på Vejles 1. divisionshold. Jeg var beæret, som 17 årig, over at debutere som målmand på 1. divisionsholdet. Set i bakspejlet gjorde UK mig nok en bjørnetjeneste, ved at have troen på, at så ung en spiller skulle kunne hæve standarden på et lidt tyndt VB–hold.
I daglig tale gik vores ungarske træner som nemheds skyld under navnet ”St. Peter”. Desværre blev det ikke noget succes-år – hverken for St. Peter eller mig. Divisionsholdet var ved at rykke ned og jeg blev – helt fortjent – sat af og erstattet af Vejles rutinerede og særdeles dygtige Erling Sørensen, der også var på holdet, da Vejle vandt både pokal- og Danmarksmesterskab i 1958!
Men 1961 blev – trods alt – et godt og oplevelsesrigt år. Jeg måtte vælge mellem muligheden, for at komme på ynglingelandsholdet eller rykke op på divisionsholdet som 2. års ynglinge. Det blev divisionsholdet, med debut 2. pinsedag 1961 mod det engelske storhold Arsenal. Englænderne var valgt som modstander i forbindelse med VB´s 70 års fødselsdag.
Arsenal, der jo også dengang var heltidsprofessionelle, vandt 3-0 – ikke overraskende – over de danske amatører, der trænede to gange om ugen.
1961 var også min første store udlandsrejse med VB. Efter to dages togtur – helt nøjagtig 33 timers rejse – ned gennem Europa til Beograd, hovedstad i det tidligere Jugoslavien. Herfra yderligere 10 timer til havnebyen Split, som var den endelige base for opholdet.
38 grader i luften og 25 i vandet, var lige noget der passede os nordboer, når der ikke lige skulle spilles kamp mod topholdet Hajduk Split og senere Sibenik.
Kampene blev tabt henholdsvis 5–3 og 4–2. Det kunne muligvis skyldes, at vi måtte rejse til det kommunistiske Jugoslavien uden vores træner Tivadar Szentpetery, der var flygtet fra det Sovjetisk besatte Ungarn fem år tidligere.
I et trængt VB-efterå,r blev jeg fuldt forståeligt degraderet. Vores træner Tivadar Szentpetery holdt desværre også kun et år i klubben. Nok lige så meget på grund af holdets standard, som hans evner som træner.
Kilde: VB årsskrift
Ophavsret. Det er blevet svært, at krydre mine artikler med fotos, da ophavsretten selvfølgelig skal respekteres. Men tiden rækker ikke til at søge om tilladelse til at bruge fotos, som kunne være relevante for artiklerne om ”Mine trænere”. Derfor vil jeg sætte egne optagelser på, som måske kunne have læsernes interesse.
Heinz Hildebrandt juni 2022
Bo Henriksen
Dansk Træner Bureau formidlede Bo Henriksens første trænerjob i Danmark til Brønshøj Boldklub. Her et foto, mens han var træner på Island. Foto: Heinz Hildebrandt
