Her får du første del af mini-historien bag fodboldspilleren. Del to lander også her på bloggen indenfor den næste måneds tid.

”For 70 år siden kom jeg til Danmark den 5. maj 1945 som flygtning fra Litauen, hvorfra min mor og hendes 2 søstre flygtede fra de fremrykkende russiske styrker.

Jeg blev blev født i Litauen 1943, der på det tidspunkt var under Tyskland.

Min mor blev ansat hos Baron Rosenkrantz på Ørumgård mellem Daugård og Hedensted. En herlig opvækst på det 500 tønderland store gods med daglejere og en forvalter/inspektør ansat af godset. En gods, der bestod af vidstrakte marker i et bakket terræn omgivet af skov og åløb.

Her mødte jeg, blandt andre, Ejgil Jensen (Vejle Boldklubs mangeårige sekretær) for første gang, når han sammen med sin fætter Børge, der var dyrlæge, aflagde besøg hos dyrene på gården.

Mit første bekendtskab med fodbold fik jeg i landsbyen Ørum, hvor der i slutningen af 40´erne blev anlagt en fodboldbane.

Min mor havde fået en kæreste, som hun senere i 1953 blev gift med og de flyttede til Hedensted. Han var en glimrende og målfarlig angriber på Hedensteds serie 2.

Via sine fodboldforbindelser bl.a. i Daugård havde han arrangeret det sådan at jeg kunne komme til at starte der. Aftalen var at jeg skulle køre til Daugård skole og møde træneren der. Imidlertid var der ingen, da jeg nåede frem.

Og da jeg var meget genert, tog jeg mit gode tøj og kørte hjem til den sikre havn, Ørum.

Da vi flyttede til Hedensted blev jeg selvfølgelig meldt ind i Hedensted IF, hvor jeg havde nogle dygtige trænere, der kunne lære os alt om den grundlæggende teknik. Måske med lidt mangler, for jeg tabte min første kamp 22–0. Jeg spillede højre back. Så ikke mine egne fejl, men bedyrede at jeg kunne klare målmandsposten bedre end Sophus.

Siden den dag, har min plads altid være mellem stængerne.

Livet i Hedensted bestod næsten kun af skole, fodbold og håndbold. Jeg tror vi benyttede al vore fritid med at spille fodbold i baggårde, hvor der var en port. En stor del af spillet var en mod en eller to mod to. Baneterrænnet på den anden side af Hedensted Station blev vores hjemmebane til stor glæde for en stor del af byens drenge som samledes her og spillede til to mål, og til irritation for ejerne af kolonihaverne, hvor vi drenge var flittige besøgende når blomme- og æblesæsonen kom.

I 1955 stiftede jeg B55, hvor en stor del af byens fodboldspillende ungdom efterhånden meldte sig ind. Jeg var i en og samme person grundlægger, bestyrelsesformand, kasserer og træneren, der kom med superflex fodboldene. En plastikbold, som var noget helt nyt på daværende tidspunkt.

Klubben blev faktisk så stor, at vi spillede træningskampe mod de omliggende småbyer, havde vores eget spilletøj i AIA farver, da jeg sympatiserede med denne klub. Og fordi klubben havde en formidabel højre wing, Poul Pedersen, der også senere var på landsholdet.

Efter at have spillet 1. års junior i Hedensted, besluttede jeg mig for at prøve større udfordringer. Selv om Horsens og AIA havde været mine favoritklubber, faldt valget på VB.

1959

Derfor kørte jeg til Vejle og gik ned til Cykelkompagniet, der lå i en sidegade til Nørregade. Her mødte jeg vores nuværende formand for Seniorklubben, Robert Torntoft, og spurgte ydmygt, om jeg kunne blive meldt ind Vejle Boldklub. I daglig tale VB.

Det meste af det første år gik turen, ca. 10 km, til træningen på Vejle Stadion med bus og cykel.

Senere fik jeg dog en knallert. En stor lettelse, især når man skulle hjem fra træning. Nu var min Diesella dog ikke verdens hurtigste.

I en let brise som modvind kørte jeg op mod Bredballe Handelsplads. Ikke særlig hurtig, men dog udstyret med cykelhjelm. En rigtig æggeskal. Pludselig øjnene jeg noget ud af øjenkrogene. Troede ikke mine egne øjne, da en cyklist i adstadigt tempo overhalede mig. En stor kamel at sluge.

Det blev en god tid som junior og ynglinge på et meget stærkt hold. Et af Jyllands bedste.

Rent personligt kunne jeg bryste mig med allerede i mit første år i klubben at komme på jysk juniorhold og til landsjuniorstævne med bl.a. finalekamp mod KBU i Idrætsparken. Og på skolelandsholdet med Niels Hagenau som hård konkurrent om målmandsposten.

Jeg var heldig med at komme til Vejle på det helt rigtige tidspunkt.

Førsteholdet var rykket op i 1. division (dengang landets bedste) og havde fyldt stadion med et stort publikum. De kommende år var med til at gøre klubben så landskendt og rodfæstet i folks bevidsted, at man stadig nyder godt af det, trods mange års fodboldtørke.

Jeg tror også, at stadion og træningsbanernes beliggenhed omgivet af skov, har haft en medvirkende årsag til det gode fodboldspil på ungdoms — og seniorplan.

For en tidligere VB´er er det nedslående at se det nye stadion — en cementkolos, der ødelagde 3 træningsbaner og er så uhensigtmæssigt placeret, at hvis der nogensinde skulle komme 10 000 tilskuere, vil der opstå et trafikalt kaos, der vil slå myldretrafikken i Hamburg med flere længder.

Ufatteligt at så mange ”kloge” hoveder kunne godkende et sådant projekt.

Men hovedstyrken i Vejle Boldklub lå på det menneskelige, leder — og trænermæssige plan. Den tradition klubben havde med at fastholde en stor del af seniorspillerne i leder og trænerrollerne. Måske havde det en særdeles stor indflydelse på ungdomsafdelingen.

Det blev en god tid for mig som målmand med udtagelse på diverse unions-, provins- og landshold de næste 8 år.

1961

Jeg måtte i foråret ‘61 tage et valg som ynglinge. Om jeg ville med VB til Jugoslavien eller evt. blive udtaget til ynglingelandsholdet. Jeg valgte det sikre og tog med VB´s divisionshold og spillere på en 33 timers togrejse sydpå.

Debut som målmand på divisionsholdet som 17-årig. Det blev til en debut mod engelske Arsenal. En fornem udtagelse, men ikke den rigtige. VB holdet var ikke særlig stærkt og inde i en bølgedal og placeredet i den tunge ende af divisionen. Og derfor var det en fejldisposition af UK (Udtagelses Komiteen var en gruppe centrale klubfolk, som dengang satte holdet i sine respektive klubber) at sætte mig på i håb, om at holdet skulle blive løftet af den grund.

Da VB i efteråret stadig lå i bunden af 1. division med fare for at rykke ned og der kom en række afgørende kampe, valgte UK at det var bedst med en pause til mig. Rigtig set.

I den periode gik jeg på Vejle Gymnasium bl.a. sammen med Karsten Lund (læs mindeord her) og Erik Methmann. Desuden var Henning Enoksen min idrætslærer i ugens løb og senere holdkammerat med ham i søndagens kampe.

Glæd dig til del to, hvor jeg kommer ind på genopbygningen og ’comebacket’ til VB’s førstehold.

Skriv en kommentar

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her