Jubilæumsartikel om Heinz Hildebrandt fra Tommy “Kuglepen” Poulsen

– Jeg kom til Danmark den 5. maj 1945, så jeg har 80 års jubilæum i Danmark netop på Danmarks befrielsesdag.

Det fortæller VB’s tidligere førstemålmand og landsholdsmålmand Heinz Hildebrandt.

Han var to år, da han flygtede fra Kaunas i Litauen med sin mor og hendes to søstre. De kom til Oksbøl.

Heinz Hildebrandts far var en tysk soldat, der var gift med hans mor.

– Ham har jeg aldrig set. Han var stationsforstander i Kaunas, og han blev i Litauen. Efter krigen kom han til Hamburg, hvor han blev gift igen. Jeg har aldrig tænkt på at opsøge ham. 

– Slægtsforskning er ikke noget for mig. Hvorfor skulle jeg opsøge vildt fremmede mennesker, som jeg ikke kendte? Min mor endte med at blive gift med fodboldtræneren Knud Lund, men vi oplevede nogle dramatiske dage i Danmark.

– Fra Oksbøl kom min mor og jeg til Ørumgård. Her lærte jeg Ejgil Jensen at kende længe før, vi mødtes i VB, fordi han var i familie med dyrlægen Børge Jensen. Ejgil var en fantastisk mand, utroligt, hvad han gjorde for os, ikke mindst med at få fri fra militæret. Han må have kendt hele den danske hær.

– Min mor var stuepige og senere kokkepige hos baronen på Ørumgård. Efter krigen ville Danmark have alle tyskere ud. Vi havde et tysk navn, så en dag kom der folk og sagde, at vi ville blive hentet om 24 timer. Heldigvis havde baronen gode forbindelser. Han sørgede for, at ordren blev tilbagekaldt, så vi fik lov at blive på Ørumgård. Vi skylder ham en stor tak for, at han reddede vort liv dengang.

– Der var en fodboldbane i Ørum, og her spillede vi knægte. Jeg husker min første kamp. Jeg var højre back, og vi tabte 22-0. Efter kampen sagde jeg, at Sofus var en elendig målmand. Det kunne jeg gøre bedre, så jeg blev målmand, der stod jeg i resten af min karriere.

– Fra Ørum skiftede jeg til Hedensted, og for mig har Hedensted altid været en talentfabrik. Niels Hüttel kom også fra Hedensted, og i årenes løb er der kommet mange spillere fra Hedensted, også Finn Christensen.

– Da jeg var 2. års junior, cyklede jeg ned til Robert Torntofts butik Cykelkompagniet og spurgte “Kan jeg blive indmeldt i VB?”. Det sagde Robert ja til, og sådan blev jeg VB’er.

– Jeg fik en fantastisk start. Jeg blev hurtigt førstemålmand på juniorholdet, og allerede det første år kom jeg på skolelandsholdet og jysk unionshold til landsjuniorstævnet i København. Vi havde Erik Råballe i UK, og jeg kan uden tvivl takke ham for, at jeg blev udtaget, for der var mange gode målmænd, bl.a. Søren Olsen fra Esbjerg, og det var et gedemarked at finde frem til spillerne på unionsholdet.

– I otte år i træk blev jeg udtaget til udvalgte hold. Det er ellers et nåleøje at komme igennem, og det kan jeg kun forklare på Erik Råballes indflydelse.

– Da jeg var 17 år, var jeg målmand på ynglingelandsholdet, men det sluttede, fordi jeg kom på VB’s førstehold. Det var i 1961. Det gik ikke for godt med førsteholdet, og så fandt de på at hente en 17-årig op som redningsmand, Det var vanvittigt. Det kunne ikke gå godt, og det endte da også med, at jeg blev sat af igen.

– I 1962 kom jeg på førsteholdet igen, og her blev jeg stående til og med kampen mod Horsens 10. maj 1967. Vi tabte 5-4, og jeg var skyld i flere af målene. Det blev min sidste kamp på VB’s førstehold. Det var helt i orden, at jeg blev sat af.

– Jeg kom på danmarksserieholdet. Det sagde mig intet. En dag mødte jeg Leif Sørensen fra Hvidovre på idrætsskolen, Hvidovre havde lige fået solgt Jørgen Henriksen og stod og manglede en målmand. Leif Sørensen foreslog mig at komme til Hvidovre. Jeg sagde ja, hvis de kunne skaffe mig et lærerjob og en bolig, så i sommeren 1968 startede jeg i Hvidovre.

– Jeg fik min bedste fodboldtid i Hvidovre. Jeg var flere gange reserve på landsholdet. OB og AaB havde folk i UK, så det var svært at komme på foran Mogens Therkildsen og Kaj Poulsen, men jeg kom med til OL i München i 1972, og jeg fik tre landskampe, som vi alle tabte 2-0. Jeg fik debut mod Polen, der havde Lubanski i angrebet.

Heinz Hildebrandt havde chancen for at blive dansk mester med Hvidovre, men i den sidste kamp tabte Hvidovre i Vejle og endte med at få bronze.

– Vi skulle bare vinde en af de tre sidste kampe, men det formåede vi ikke, konstaterer han.

Heinz Hildebrandt forlod Hvidovre i sommeren 1972.

– Jeg plejer at sige, at det var min skyld, Hvidovre blev dansk mester i 1973, fordi jeg forlod klubben, smiler han.

Forklaringen på, at han vendte Hvidovre ryggen, var klubbens topleder Svend Borring.

– Der var indført en bonusordning, som betød, at jeg skulle have 800 kr. i bonus. Svend Borring kaldte mig ind og sagde, at der var en regel om, at hvis klubben havde underskud, behøvede de ikke at udbetale bonus til os, så jeg fik aldrig min bonus. Jeg synes, det var så småligt, og det er årsagen til, at jeg ikke kommer i Hvidovre den dag i dag.

– Vores OL-træner Rudi Strittisch var blevet træner i Glostrup, og han spurgte, om jeg ville med til Glostrup. Vi havde et fantastisk hold med Søren Busk og Jan Sørensen og mange flere gode spillere, så jeg sagde ja til at skifte. Jeg afløste Niels Rønbøg, tidl. Skovshoved, som førstemålmand i Glostrup.

– Det blev min sidste station som spiller. Jeg startede med at træne lilleputterne i to sæsoner.

Derefter tog Heinz Hildebrandt fat på 15 år som træner, og han startede et dansk trænerbureau (Dansk Træner Bureau, red.), hvor han formidlede trænere til de klubber, der henvendte sig.

– En af dem, jeg fik i gang, var Bo Henriksen. Jeg besøgte ham på Island. Jeg fik overbevist Brønshøjs formand Finn Ryberg om, at han skulle ansætte Bo Henriksen, og de fik syv fede år sammen, og Bo Henriksen kom i gang med en trænerkarriere, så på en måde har jeg andel i, at han i dag er træner i Bundesligaen i Mainz.

Heinz Hildebrandt var træner i Rosenhøj i to år, Avedøre i to år, Avarta i syv år i to perioder, Hellas i et år, og han sluttede med tre år i Køge.

– Jeg har været i mange klubber, men jeg er ikke i tvivl om, at VB er min klub. Jeg kom i seniorklubben i flere år, mens min mor var i live. Hun blev 92 år. Jeg besøgte hende i Hedensted og tog til møde med mine gamle venner i VB. Det var en dejlig tid.

Heinz Hildebrandt skænkede sine scrapbøger fra VB-tiden til VB’s museum, og det var sirligt og smukt arbejde af den gamle skolelærer og målmand.

For mere end 10 år siden døde hans kone (Lis Hildebrandt, som han fik sine to sønner Jim og Mark med, red.), men for tre et halvt år siden blev han gift igen, og sammen med sin kone (Lis V. Jensen, red.) nyder han livet i en hyggelig bolig i Herfølge.

Heinz spiller stadig fodbold, og for første gang siden hans mangeårige karriere er han nu blevet markspiller. Han spiller to gange om ugen, dels i Herfølge, dels i Avedøre.

Mange af hans gamle fodboldkammerater i VB og Hvidovre er døde, men selv har han et jernhelbred. Hans mor døde som 92-årig, og han har selv tænkt sig at fortsætte mindst 10 år endnu på toppen.

– Jeg hader smålighed. I DBU fik vi i flere år en billet til landskampene, men pludselig fik vi besked om, at vi ikke kunne få billetter mere. Vi spillede mange penge i kassen i min tid, da vi var amatører, og så kan man ikke unde os en billet til landskampene. Det synes jeg er for dårligt over for os gamle. Det ligner ikke noget, at nye topledere fratager os denne beskedne rettighed, fordi de skal have plads til betalende fans. Det minder om de 800 kroner i Hvidovre, hvor jeg i fire år var med til at spille mange penge i kassen, siger Heinz Hildebrandt.

Heinz Hildebrandt spillede 157 førsteholdskampe for VB og var med til at vinde sølv i 1965, da Carl Emil Christiansen udlignede for Esbjerg til 1-1 og stjal det danske mesterskab fra VB.

Han nåede tre A-landskampe, to B-landskampe og ni ungdomslandskampe og var med til at vinde sølv med Hvidovre i 1971 efter VB og bronze med Hvidovre i 1970, da de kunne have vundet titlen med en sejr i Vejle i den sidste kamp.